logo

SINE

SINE er en forkortelse af SIkkerhedsNEttet – navnet på det danske beredskabs nye, fælles, digitale radiokommunikationssystem. Det nye system skal sikre grundlaget for bedre samarbejde og koordinering på tværs af beredskaberne – både i hverdagen og i tilfælde af større hændelser såsom naturkatastrofer og terrorangreb. Det betyder, at eksempelvis brandvæsen, ambulance og politi for første gang i Danmarkshistorien kan tale sammen over et fælles net, som er sikret en god dækning. Udover det fælles net sørger de nye terminaler for, at beredskaberne kan foretage gruppeopkald, og en indsatsleder kan sammenkalde politi, ambulancer og brandvæsen på samme tid – for blot at nævne nogle af forbedringerne. SINE er baseret på Tetra-teknologi standarden, som bliver reguleret globalt og igennem EU – det giver også mulighed for at koordinere internationale beredskabsindsatser.

SINE består af flere forskellige dele, som skal spille sammen, før systemet fungerer efter hensigten. Disse dele er 1) nettet 2) terminalerne og 3) kontrolrumssoftwaren.

1) Nettet er infrastrukturen i det nye radiosystem. Det består af radioantenner, der sikrer dækning i hele landet og af digitale omstillingscentraler, så beredskabet altid kan nå hinanden på tværs af enheder.
SINE nettet leveres af Dansk Beredskabskommunikation A/S.

2) Terminaler er de radioer, som beredskabet bruger under kommunikationen med hinanden. Radioerne kan være håndholdte eller installeret i køretøjer, som politibiler og ambulancer. Beredskabsmyndighederne kan købe terminaler, fra flere forskellige producenter, der er certificeret til brug på SINE-radionettet, af Dansk Beredskabskommunikation.

3) Kontrolrumssoftware er software, der anvendes til styring af kommunikationen mellem et beredskabs centrale vagtrum og de personer, der er på radionettet. Kontrolrumssoftwaren udgør således bindeleddet mellem vagtcentralerne og brugerne af radioerne.
Kontrolrumssoftwaren leveres af Terma A/S.

Læs mere om SINE her: http://www.sikkerhedsnet.dk/

Dansk Beredskabskommunikations leverance til SINE
Dansk Beredskabskommunikation leverer to dele af SINE-systemets tre delelementer. Dansk Beredskabskommunikation leverer nettet og terminalerne til SINE, mens den danske virksomhed Terma leverer kontrolrumssoftwaren.

Nettet er infrastrukturen til terminalerne i SINE-systemet. Det består af basisstationer og radioantenner, der sikrer dækning i hele landet og af digitale omstillingscentraler, så beredskabet er sikret bedst mulige vilkår for at nå de personer, det skal have kontakt til i nødsituationer og daglige arbejdssammenhænge.

Terminaler er de radioer, som beredskabet bruger under kommunikationen med hinanden. Radioerne findes i håndholdte versioner eller som mobilt udstyr installeret i køretøjer såsom politibiler og ambulancer. Beredskabsmyndighederne kan købe SINE certificerede terminaler af Dansk Beredskabskommunikation. Terminalerne bliver udviklet af flere forskellige producenter.

Dansk Beredskabskommunikation har gennemført uddannelseskurser for beredskaberne i brug af net og terminaler og har oprettet et 24 timers helpdesk, som har støttet og også fremover vil støtte beredskaberne i arbejdet med SINE.

Dansk Beredskabskommunikation A/S overvåger driften af nettet 24 timer om dagen alle 365 dage om året.

Kontrolrumssoftwaren fungerer som et værktøj, der styrer kommunikationen mellem et beredskabs centrale vagtrum og de personer, der er på radionettet. Kontrolrumssoftwaren udgør derfor bindeleddet mellem vagtcentralerne og brugerne af radioerne. Denne del af SINE er uafhængig af Dansk Beredskabskommunikation og bliver leveret af den danske virksomhed Terma.

Udrulningen af SINE-nettet
Den danske stat, ved Økonomistyrelsen, indgik i 2007 kontrakt med Dansk Beredskabskommunikation om etablering og drift af et fælles net til det danske beredskab, herunder politi, brandvæsenet, ambulancer, farvandsvæsenet, kystredningstjenesten, Beredskabsstyrelsen, hjemmeværnet og private virksomheder, som har fået udliciteret offentlige beredskabsopgaver. SINE er blevet testet i pilotområdet Lolland/Falster og udrullet i Region Sjælland, Hovedstaden, Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland.

Pilotprojekt for SINE og evalueringer
SINE blev testet på Lolland/Falster i perioden april – juni 2008. Pilotdriften havde to overordnede mål:

1. At teste, om radionettet lever op til de i kontrakten fastsatte krav om dækning og support.
2. At samle beredskabsfaglige erfaringer vedrørende brug af SINE.

Politiet, Falck, Beredskabsstyrelsen, hjemmeværnet, Kystredningstjenesten, Region Sjælland, samt Guldborgsund og Lolland kommune deltog i pilotprojektet.

Pilotprojektet for SINE var en succes og gav gode input til ændringer og justeringer, som bliver implementeret. Brugernes feedback fra pilotprojektet har blandt andet betydet, at Dansk Beredskabskommunikation sørger for en mere tilbundsgående uddannelse af beredskabspersonalet i brugen af nettet og terminalerne fremover.

Pilotdriften af net og terminaler blev godkendt den 29. august 2008 og pilotdriftens succes blev slået fast med en uafhængig evaluering fra staten. Rigspolitiet har overtaget myndighedsansvaret for SINE fra Økonomistyrelsen efter pilotprojektets afslutning og evaluering.

SINE-sekretariatet har publiceret en erfaringsopsamling med de vigtigste
konklusioner om net, terminaler, uddannelse, kommunikation og tilslutningsproces – læs mere her: www.sikkerhedsnet.dk/materialer

    Indhold:

  • Artikler
  • Om DBK
  • Organisation
  • Terminaler
  • Tetra
  • SINE
  • Nyhedsbrev
  • Kontakt
  • Brugertilfredshedsundersøgelse

    Søg:

logo

Dansk Beredskabskommunikation A/S
Sydvestvej 21
2600 Glostrup
Danmark

Telefon: 70 116 112
Telefax: 43 488 148
E-mail: info@dbkas.dk
Internet: www.dbkas.dk