daen
Historisk mange politibetjente var til stede, da København i december var vært for FNs Klimatopmøde...

SINE på arbejde til Klimatopmødet

Historisk mange politibetjente var til stede, da København i december var vært for FNs Klimatopmøde. I den forbindelse stod SINE, det samlede danske beredskabs nye kommunikationssystem, en af sine vigtigste prøver som det redskab de danske betjente skulle bruge til at beskytte verdens ledere.
Vicepolitidirektør Allan Christensen, der er ansvarlig for implementeringen af SINE vurderer oplevelsen med SINE under topmødet positivt i forhold til det tidligere kommunikationssystem: ”Det var afgørende, at der var tilstrækkeligt med radioer, hvilket vi ikke ville have haft med det gamle system. Det er også derfor vi har hastet SINE igennem for at have det klar til Klimatopmødet. ”Vi ville ikke kunne have gennemført kommunikationen under COP15 med vores gamle radiosystem Thor”,” siger han.

Koncentrationen af radioer var dog også en udfordring for SINE. De historisk mange radioer samlet på ét sted resulterede i en overbelastning af nettet – og det betød, at nogle af terminalerne slog hinanden ud, da over tusind betjente og flere tusind aktivister var samlet ved Bella Center under topmødet. Allan Christensen henviser til, at tekniske projekter på dette niveau altid vil have opstartvanskeligheder. Netop udfordringer er vigtige at have med i overvejelserne, når systemet skal videreudvikles, og brugerne skal lære systemets bedre at kende. ”Derfor er jeg glad for, at vi er i dialog om vanskelighederne som opstod under topmødet – så systemet kan blive rettet til her i opstartsfasen”, konkluderer Allan Christensen. SINE Sekretariatet og Dansk Beredskabskommunikation samarbejder nu for at løse indkøringsproblemerne.

En af styrkerne ved SINE er, ifølge Allan Christensen, rækkevidden af kommunikationssystemet: ”Det er først når vi kommer uden for København, at vi kan se de største fordele med SINEs rækkevidde og flere kanaler at tale ud fra”. Den styrke fik SINE ikke så meget brug for under Klimatopmødet, da størstedelen af kommunikationen foregik koncentreret i København. Mange betjente har dog oplevet denne fordel ved SINE, da betjente i Vestjylland blev undervist i brugen af SINE inden Klimatopmødet: ”Jeg startede undervisningen med at tage en sludder med indsatslederen i København, som alle kunne høre med på”, siger Allan Christensen.

Betjentene har fået information om problematikken med SINE under topmødet, og de vil ikke opleve de samme problemer igen. Men for at det samlede danske beredskab får mest muligt ud af SINE, er det vigtigt at videndele omkring den operative anvendelse af SINE. Opfordringen fra Allan Christensen lyder: ”Vi har alle lært en masse til både IOC-konferencen og Klimatopmødet, som det vil være ærgerligt, hvis vi ikke bruger fremover”.

Skriv kommentar