daen
I august blev det igen tid til årsmøde for Foreningen af Kommunale Beredskabschefer...

FKB årsmøde i Odense

Zuzana Knudsen fra DBK nyder udsigten over Odense fra en af messens opstillede kraner.

I august blev det igen tid til årsmøde for Foreningen af Kommunale Beredskabschefer. Denne gang dannede Odense Congress Center rammen om begivenheden.

Dansk Beredskabskommunikation, der både leverer infrastruktur og terminaler til SINE, valgte i år at demonstrere hvordan Helpdesk overvåger SINE 24 timer i døgnet 365 dage om året. Især visningen af Genesis faldt i de besøgenes interesse.

Genesis er et tool der viser trafikken på nettet. Derfor kunne de besøgende på messen se registreringen af deres terminalopkald direkte på skærmen ved DBKs stand.

“Mange brugere viste ikke, at DBK overvåger SINE døgnets 24 timer hele året rundt. De synes desuden, det var meget interessant at se, hvor tydeligt deres opkald blev registreret på skærmen ved vores stand. Det gav dem et indblik i, hvordan kommunikationen foregår på kryds og tværs i regionerne”, udtaler Zuzana Knudsen fra DBK.

Udover DBK var alt fra terminalleverandører, leverandører af beklædning og sikkerhedsudstyr, kursusudbydere og kontrolrumsudbydere repræsenteret ved messen.

Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech var igen i år blandt messens oplægsholdere. Hun fortalte traditionen tro om interessante og aktuelle emner indenfor beredskabsområdet, blandt andet det kommende beredskabsforlig med fokus på de frivilliges indsats. Beredskabsstyrelsen berettede i deres taletid om den danske indsats i Japan efter jordskælvet den 11. marts i år.

Årsmødet blev sluttet af med en storstilet middag, hvor beredskabscheferne mødtes med deres kollegaer, leverandører og samarbejdspartnere. Ved middagen blev to af hverdagens helte hædret for deres mod. Hver især havde de gjort sig fortjent til FKBs hæderslegat på 10.000 kr. I februar reddede Afshin Firouzi tre teenagepiger ud af et brændende solcenter i Glostrup, mens Michael Jensen reddede to små børn ud fra første sal i et hus i Hillerød, mens hele underetagen stod i flammer. Fælles for de to var, at de satte livet på spil uden tanke på sig selv.

Skriv kommentar