daen
Dansk Beredskabskommunikation var naturligvis også repræsenteret med en stand ved FKB i Ålborg...

DBK på beredskabsmesse

I dagene 21.-23. august 2013 dannede Ålborg Kultur- og Kongrescenter rammerne om FKB messen, også kaldet Foreningen af Kommunale Beredskabschefers årsmøde. Hallerne var fyldt med alt hvad man kan forestille sig af brand- og redningsmateriel, løsninger til sikker kommunikation og funktionelle redskaber til brandmændenes mere praktiske opgaver på brandstationen. Men hvad der for alvor tiltrak de besøgendes opmærksomhed, må siges at være de nypudsede, skinnende, røde maskiner på fire hjul. Parken udenfor kongrescentret var i anledningen af FKB omdannet  til en imponerende udstilling af brandbiler, der kunne få enhver drengedrøm til at gå i opfyldelse.

Traditionen tro bød messedagene også på taler og debatter om det nuværende og fremtidige danske beredskab. Årsmødets gennemgående temaer var øget samarbejde på tværs af beredskaber og myndigheder samt mere fokus på forebyggelse.

Dansk Beredskabskommunikation var naturligvis også repræsenteret med en stand ved FKB og denne gang havde vi valgt at fremvise vores nye database, der bl.a. gør processen omkring opdatering og versionsstyring af fleetmaps meget mere brugervenlig. Dele af databasen er stadig under udarbejdelse og vil blive testet løbende af udvalgte SINE-brugere inden den lanceres.

Den nye database var dog ikke det eneste trækplaster på DBKs stand. Ved at svare på tre forholdsvis simple spørgsmål om DBK, kunne de besøgende nemlig deltage i vores spændende konkurrence, hvor et hotelophold for 2 personer stod på spil!

Vinderen af konkurrencen blev Lise Kamstrup Røssel fra Københavns Brandvæsen (se billedet til venstre, hvor Lise får overrakt præmien). Lise er Vicebrandinspektør og holder til daglig til ved brandvæsenets afdeling for Rådgivning og uddannelse i Valby. Stort tillykke og god fornøjelse med hotelopholdet til Lise!

 

Skriv kommentar