daen

Forfatter-arkiver: Tanya Hjorth Hansen

Googles fyringer påvirker ikke Motorola Solutions og DBK

Ved årsskiftet 2010/2011 blev Motorola Inc. opdelt i to selvstændige selskaber. Motorola Solutions Inc., som Dansk Beredskabskommunikation hører ind under, og Motorola Mobility Inc., som blandt andet er kendt for udvikling og salg af mobiltelefoner. Sidstnævnte blev i august 2011 opkøbt af Google.

I sidste måned meldte Google ud, at de vil opsige omkring 4000 Motorola Mobility medarbejdere på verdensplan. Det betyder, at hver femte medarbejder mister deres arbejde og en tredjedel af de 94 afdelinger rundt om i verden, drejer nøglen om. Årsagen er eftersigende at Google vil satse alt på én produkttype. Fremover vil virksomheden kun udvikle et lille antal smartphones om året. Til gengæld skal disse være mere innovative, tage billeder i højere opløsning, genkende brugeren på stemmen og holde længere mellem opladningerne.

For en god ordens skyld vil vi påpege at de pågældende fyringer ikke påvirker hverken Motorola i Danmark eller Dansk Beredskabskommunikation.

FKB Årsmøde 2012

Branchefolk fra hele landet mødes og udveksler oplevelser og erfaringer, når MesseC Fredericia i dagene 22.-24. august lægger hus til Foreningen af Kommunale Beredskabschefers årsmøde.

Blandt dette års foredragsholdere er Chris Addiers, brandchef i Antwerpens Brand- og Redningsvæsen, der stod overfor en voldsom opgave, da uvejret ramte en populær musikfestival nær Hesselt i Belgien sidste sommer. Uvejret kostede 5 personer livet og mere end 70 personer blev kvæstet som følge af en scene der kollapsede.

Danmarks nye forsvarsminister, Nick Hækkerup, vil naturligvis også besøge messen og sige et par ord om den kommende aftale for redningsberedskabet.

Alle aktiviteter foregår indendørs, men traditionen tro vil beredskabernes køretøjer være udstillet under åben himmel.

DBK vil naturligvis være repræsenteret på messen, så kom forbi vores stand på brandpunkt 12 og få et indblik i hvad DBK laver i hverdagen eller tag en snak med os om SINE.

Arriva – kommerciel kunde på SINE

Det danske beredskabsnet SINE har kapacitet til at rumme mere end beredskabsaktører som politi, ambulance og Falck. Kommercielle kunder kan også drage fordel af nettets gode dækning. Busselskabet Arriva er en af de kommercielle kunder, der har valgt at benytte SINE til den daglige kommunikation.

Arriva vandt udbudet for buskørsel for FynBus i 2010 og installerede i den forbindelse SINE terminaler i Arrivas busser på de regionale ruter hos FynBus. Siden da er kommunikationen mellem chaufførerne og Arrivas driftovervågning forbedret markant, da SINE har fremragende dækning over hele landet.

Der er ikke én eneste af vores chauffører, der har klaget over manglende dækning, siden vi er overgået til SINE” ,udtaler Rie Nielsen, Kundechef hos Arriva.

De busselskaber der endnu ikke kommunikere igennem SINE, benytter mobiltelefoner i busserne. Det kan være en problematisk løsning, da der forekommer huller i mobildækningen i tyndtbefolkede områder.

Det ville være positivt, hvis flere trafikselskaber i landet implementerede SINE. Det er et godt system og jeg kan se mange fordele i den ensartethed et fælles system ville medføre. Blandt andet ville omkostningerne minimeres til gavn for passagerer og skatteydere”, udtaler Stephan Arnold Thomsen, projektchef hos Arriva.

Dækning er dog ikke den eneste gode ting ved SINE. Selve SINE terminalerne, der er installeret i alle Arrivas busser, er udstyret med et nummer, der forbinder den specifikke bus med den installerede terminal. Det er en stor fordel, hvis chaufføren befinder sig i en ubehagelig situation med en utilfreds kunde, der udviser en truende adfærd. Ved et tryk på alarmknappen i bussen får driftovervågningen direkte adgang til SINE terminalen og kan lytte med på al samtale i bussen, så den fornødne hjælp kan tilkaldes. Chaufføren behøver ikke at forklare situationen til vagthavende og den truende passager bliver ikke ophidset af at chaufføren tilkalder assistance, for han aner det ikke. Det giver tryghed for både chauffør og passagerer. Derudover vises bussens geografiske placering automatisk i driftovervågningen via GPS’en i terminalen, så der ikke er nogen tvivl om, hvor bussen befinder sig.

Der behøver dog ikke at være tale om en kritisk situation før fordelene ved SINE terminalerne og den gode dækning skinner igennem. Kommunikationen kan også benyttes når en passager har været så uheldig at glemme sine ejendele i en af Arrivas busser. Hvis passageren oplyser hvor og hvilket tidspunkt han er steget af bussen, kan driftovervågningen hurtigt finde ud af, hvilken bus vedkommende har kørt med, kalde buschaufføren op via terminalen og få ham til at tjekke om passagerens ejendele stadig befinder sig i bussen.

Arriva har syv udkørselssteder på FynBus’ ruter. Alle har en specialist tilknyttet, der sørger for at oplære nye chauffører i brugen af SINE terminaler i busserne.

Veloverstået TETRA World Congress

TETRA World Congress er vel overstået. Kongressen, som blev afholdt i maj måned, var den hidtil største med mere end 2950 deltagere fra 84 forskellige lande og 106 udstillere fra de største leverandører indenfor mission kritisk kommunikation.

I fire dage skinnede solen over Dubai og alle deltagerne på kongressen, som mødtes for at dele ud af deres erfaringer og snakke om TETRA teknologiens mange muligheder nu og i fremtiden.

Blandt foredragsholderne ved kongressen var Adm. Direktør for DBK, Bo Wassberg, og Teknisk Chef, Klavs Berthelsen. Bo benyttede sin taletid til at berette om implementeringen af flere forskellige beredskabsaktører samt kommercielle kunder på SINE-nettet. Flere lande har indført beredskabsnet baseret på TETRA teknologi, men det er meget få af dem, som har gjort det på den måde, det er gjort i Danmark. SINE-nettet har fra start været designet til at være et ”shared system” med flere organisationer på nettet, herunder også kommercielle kunder.

Både frekvensressourcerne og omkostningerne bliver fordelt mellem flere brugere og omkostningerne kan samlet set holdes nede på et fornuft plan. Førhen var det typisk kun politi eller brandvæsen, der var på et beredskabsnet, men nu om dage anvender Falck, ambulancetjenester og offentlig transport også netværket og dets fordele. Det er en ”win win” situation for alle”, udtaler Admin. Direktør for Dansk Beredskabskommunikation, Bo Wassberg.

DBKs Tekniske Chef, Klavs Berthelsen, deltog i et ”pre-conference seminar”, hvor han holdt et indlæg om, hvordan det er at have en operatør til at eje og drifte nettet frem for at have sit eget TETRA netærk.

Ved at overlade det tekniske ansvar og den egentlig drift til en ekspert som DBK, kan brugerne koncentrere sig om deres livsnødvendige opgaver frem for at bekymre sig om et TETRA netværk som sådan. De har stadig mulighed for at opnå den nødvendige sikkerhed og kontrol med systemet, selv om det ikke tilhører dem selv”, udtaler Klavs Berthelsen.

Ud over den danske operatør model for SINE netværket benytter man også operatør modeller i blandt andet England, Irland og Østrig. TETRA teknologien skal også fremover anvendes i det norske Nødnett og mange andre steder i verden for at sikre optimal kommunikation i kritiske situationer.

Tre nye TETRA terminaler fra Motorola Solutions

MTP3000 er navnet på en ny serie TETRA terminaler fra Motorola Solutions Inc. Serien består af tre nye modeller der hver især er udviklet til at virke optimalt i selv de mest krævende miljøer.

Sikker kommunikation
Sikkerhed er altafgørende når beredskaberne er på missionskritiske opgaver. Derfor er de nye TETRA terminaler optimeret med audio, der sikrer klar tale selv i meget støjfulde omgivelser. Terminalerne er udstyret med en forbedret modtager følsomhed og DMO repeater funktionalitet, der giver forbedret dækning i bygninger. Derudover er de robuste, hvilket gør dem modstandsdygtige overfor ydre belastninger.

MTP3100, MTP3200 og MTP3250
MTP3100 er den mest simple af terminalerne i den nye serie. Denne terminaltype henvender sig til brugere, der vil benytte sig af fordelene ved TETRA, men ikke stiller de store krav til en avanceret teknologiløsning. MTP3200 er velegnet til beredskabskommunikation, hvor brugerne har behov for at kunne dele oplysninger med hinanden via termialen. MTP3200 giver mulighed for bluetooth forbindelse, som giver trådløs adgang til scannere, printere og mobilt tilbehør. Derudover har den indbygget GPS, så brugeren kan spores selv i særligt vanskelige eller farlige omgivelser.
MTP3250 kan alt det MTP3100 og MTP3200 kan og lidt til. Denne terminal er nemlig udstyret med et tastatur til mere avanceret kommunikation mellem beredskabsfolk på opgave og deres kollegaer på stationen.

Terminalerne kan allerede nu bestilles igennem DBK.

Sepura på banen med nye terminaler

Sepura har lanceret en ny serie terminaler. STP9000 serien omfatter tre varianter udviklet til brugere, der opererer i en række udfordrende og krævende miljøer. Serien har mange ligheder til STP8000 serien, men er udstyret med innovative funktioner, der er attraktive for en bred vifte af slutbrugere. De nye funktioner omfatter bl.a. IP67 rating, avanceret følsom GPS, udvidet og intuitiv brugergrænseflade og indbygget RFID-tag.

STP9000, STP9100 og STP9200
STP9000 fås med stor farveskærm og fuldt tastatur, STP9100 er udviklet til brugere der ønsker fordelene ved STP9000, men typisk kun skal udføre en begrænset række opgaver ved hjælp af deres radio. STP9200 er rettet mod brugere der ønsker en basisklasse model.

STP8X
Udover STP9000 serien er Sepura på banen med STP8X, som er en såkaldt TETRA Intrinsically-Safe radio. Terminalen er robust og har en klar lyd. Den kan betjenes selv om brugeren er iført klodsede handsker og så er STP8X den første vandtætte IP67 TETRA Intrinsically-Safe radio.
Terminalen har arvet en række unikke funktioner, der normalt forbindes med Sepuras STP8000 sortiment. Disse omfatter bl.a. besked ved ubesvaret opkald, Micro-SD billedvisningsprogram og et display der giver krystalklar visning under alle forhold, selv ved klar sollys.

STP8X kan allerede nu købes igennem DBK, mens STP9000 serien ventes i handlen senere på året.

Offentliggørelse af DBKs brugertilfredshedsundersøgelse

I december 2011 gennemførte Dansk Beredskabskommunikation en brugertilfredshedsundersøgelse med henblik på at evaluere brugernes tilfredshed med DBKs leverancer.  Resultatet giver DBK mulighed for løbende at optimere sine ydelser overfor brugerne, hvilket er altafgørende for at drive et velfungerende beredskabsnetværk.

Her kan du se hvilke områder DBK har under luppen i øjeblikket:

  • Manglende indendørsdækning på bestemte lokationer
  • Ticketsystemet
  • Support til udfyldelse af dokumenter
  • Løbende information og vejledning i brugen af terminaler

 

Se hele brugertilfredshedsundersøgelsen her!

Tetra World Congress 2012

Tetra teknologien er i rivende udvikling og der bliver rig lejlighed for vidensdeling mellem branchens entuisiaster ved årets Tetra World Congress, der løber af stablen fra den 14.-17. maj 2012 i Dubai.

Ved  messen får deltagerne mulighed for at møde og netværke med mere end 2.500 Tetra brugere, producenter, netværksoperatører og udviklere fra hele verden. Der vil være live demonstrationer  og showcases. Nye produkter bliver lanceret og der bliver holdt foredrag om brugen af Tetra teknologien i dag og i fremtiden.

Bo Wassberg, Adm. Direktør i DBK, er blandt gæstetalerne.  Bo vil bl.a. berette om implementeringen af kommercielle brugere på SINE-nettet og de fordele og udfordringer der har været i den forbindelse.
Tetra Teknologien er i en lang række lande udbredt som et effektiviserings- og sikkerhedsfremmende kommunikationssystem i forskellige sektorer. Tetra baseret kommunikationsteknologi bliver bl.a. anvendt i beredskaber, bus-, metro- og jernbanedrift, vagt-, sikkerheds- og forsyningssektoren, forsvaret og lufthavne.

Se mere om messen her!

21.000 terminaler på SINE

Tilbage i november 2009 kunne DBK berette at terminal nr. 10.000 netop var blevet solgt til Nordsjællands Brandvæsen. Det var en milepæl i DBKs historie, da vi nu var halvvejs i leveringen af terminaler til det danske beredskab. Tiden gik, nettet var i drift, og i august 2011 var tallet steget til det dobbelte. 20.000 terminaler var taget i brug på SINE-nettet. Nu var DBKs aftale med den danske stat overholdt. Kravet var, at SINE skulle være i stand til at håndtere 20.000 terminaler i brug på samme tid.

DBK lever til stadighed op til kravet, men faktum er at nettet er bygget, så det kan holde til mere end det. I dag er der 21.000 brugere på SINE, der kan kommunikere med hinanden på kryds og tværs alt efter behov.

SINE terminalerne er af mærkerne Motorola, Sepura og EADS/Cassidian.

I 2011 rundede vi 20.000 brugere på SINE

Som leverandør til den danske stat af det danske beredskabs nye, fælles, digitale radiokommunikationssystem SINE, har 2011 været et utrolig spændende år for Dansk Beredskabskommunikation.

Rigtig mange nye brugere er blevet koblet på det nye digitale net i løbet af året, og i dag er mere end 20.000 radioer i drift på SINE-nettet dagligt. De danske beredskaber har for alvor taget det landsdækkende kommunikationsnet til sig. Muligheden for tværorganisatorisk kommunikation til koordinering af indsatser samt høj kvalitet og stor kapacitet i nettet har flere gange i årets løb bevist sit værd. TETRA radiokommunikationssystemet er “state of the art”. Det har mange konstateret i 2011, og det vil mange opleve igen i årene fremover.

Vi glæder os til at fortsætte den kontinuerlige forbedring af SINE i 2012 og ser det som vores fornemste opgave, at sikre beredskabets fulde tilfredshed i brugen af SINE’s kommunikationsmuligheder. Jeg kan konstatere, at vores beredskaber nu har fået det længe ventede teknologiske løft og det er vores opgave at sikre, at deres kommunikationsværktøjer også forbliver på et teknologisk højt niveau fremover.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for et godt 2011 til alle vores kunder og samarbejdspartnere, og ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

Bo Wassberg
Adm. direktør
Dansk Beredskabskommunikation